Mai meldte sig derfor ledig og blev kort tid efter indkaldt til CV-møde i Din Sundhedsfaglige A-kasse. Her blev hun præsenteret for traineeordningen, og så kom der ellers gang i tingene.
"Da jeg blev indkaldt til CV-møde, hørte jeg om traineeordningen og vidste straks, at det var noget for mig. Traineeordningen er jo en fantastisk mulighed for at få afprøvet det, man går og drømmer om. Jeg kunne jo se på de stillingsopslag, der blev slået op, at de gerne ville have folk med erfaring. Og selvom jeg havde været sygeplejerske i mange år, så var det lidt som at blive slået tilbage til start. For de ville jo gerne have, at man havde erfaring i det nye, man havde lært.”
Et traineeforløb
For Mai bestod traineeforløbet af en virksomhedspraktik på 8 uger kombineret med et kursus i projektledelse. Mai lavede selv en aftale om et praktikforløb med den arbejdsplads, hun havde skrevet sit speciale hos og fandt også selv et kursus i projektledelse. Mai arbejdede 37 timer om ugen samtidig med, at hun deltog i kurset. Derudover skulle hun stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvilket bl.a. betød, at hun skulle være jobsøgende. Men selvom der til tider var meget at se til, var det det hele værd.
”Jeg synes, det er helt ok, at man både skal arbejde og være jobsøgende. Sådan er reglerne, og man skal jo ikke glemme, at man har mulighed for at få en masse erfaring og et helt gratis kursus, som også er med til at opkvalificere en yderligere. Så fordelene ved ordningen er helt klar størst.”
Praktik giver erfaring
For Mai var det genialt at komme i praktik, der hvor hun havde skrevet sit speciale. Det gav hende mulighed for at arbejde videre med de resultater, hun var kommet frem til. Hun fik også lov til at præsentere resultaterne på en poster ved det årlige sygeplejesymposium, hvilket for alvor fik hende til at føle sig som en del af det hele. Og så vandt Mai oven i købet en af priserne for bedste poster det år.
”Noget af det vigtigste, som ordningen har givet mig, er helt klart erfaring. Men derudover får man jo både et netværk, gode kollegaer, noget at skrive på sit cv, og så fik jeg jo også muligheden for at udforske nye områder.”
Mere interessant som jobsøger
At Mai kunne skrive sine erfaringer fra traineeforløbet på cv’et var også noget, der hurtigt gav pote.
”Jeg mærkede helt klart en større interesse på min jobsøgning, efter jeg begyndte traineeforløbet. Jeg blev kaldt til flere samtaler, og jeg blev også tilbudt flere af stillingerne. Det var fantastisk pludselig at kunne vælge mellem flere forskellige jobs. Det job, jeg endte med at sige ja til, fik jeg da også, mens jeg var i praktik, men jeg startede først, da praktikperioden var slut.”
Mai er ansat som forebyggende sygeplejerske på et sundhedscenter. Stillingen fik hun primært på baggrund af sin erfaring som konsultationssygeplejerske i almen praksis. Men hun synes helt klart, hun har kunnet drage rigtig god nytte af både sit projektlederkursus men også sin praktiske erfaring fra praktikforløbet. At Mai endte med at vælge stillingen som forebyggende sygeplejerske, var fordi det var det mest spændende job.
Mai er samtidig med sit job som forebyggende sygeplejerske også ved at skrive på en videnskabelig artikel til tidsskriftet Klinisk Sygepleje sammen med min praktikvejleder. Så selvom praktikperioden er slut, kaster den fortsat ringe i vandet.
Hvis du vil vide mere
Læs mere om trainee-ordningen her.
Du er også altid meget velkommen til at kontakte os, hvis du har nogen spørgsmål