Velfærdsområdet er i hastig forandring og underlagt hyppige reformer. Det gør, at du som jobsøger skal kunne tilpasse dig og være skarp på at formidle din faglighed i lyset af de ændringer, der præger området.
Nyt perspektiv på dit arbejdsliv er et forløb målrettet dig, der er over 50 år og jobsøgende indenfor netop velfærdsområdet.
Om forløbet
Forløbet består af op til 8 individuelle telefonsamtaler med en karrierekonsulent fra din a-kasse og afhængig af dine behov, vil der være mulighed for evt. at kunne deltage i et yderligere tilbud indenfor projektet. Det kan være et 5-dages workshopforløb, et uddannelsesforløb tilrettelagt i samarbejde med Københavns Professionshøjskole, et fagligt kursus eller virksomhedspraktik. Da vi sammen finder frem til det rigtige forløb for lige netop dig i din situation, vil forløbet være forskellige fra deltager til deltager. Hele forløbet kan vare op til 13 uger.
I forløbet er du og din udvikling omdrejningspunktet, og du vil opleve at blive udfordret på din måde at være jobsøgende på. Kan du gøre noget andet, end det du hidtil har gjort, eller skal du måske afprøve helt nye veje. Det er blot nogle af de ting, vi vil se nærmere på i forløbet. Vi gør meget ud af, at du skal føle dig tryg og sammen med dig skabe et forløb, hvor du er i centrum, og hvor du kan udvikle dig.
Formål
Formålet med forløbet er, at du kommer den hurtigste vej tilbage i beskæftigelse.
Handlingsplan og arbejdsplan
Ved den første telefonsamtale, taler du med en karrierekonsulent om hvilke tilbud, der er relevante for dig, og sammen udarbejder I en handlingsplan.
Derudover vil du få udleveret en arbejdsplan kaldet ”Min arbejdsplan”. ”Min arbejdsplan" vil danne udgangspunkt for alle dine samtaler. Du udfylder derfor fra gang til gang det, der er relevant, og som du har aftalt med din karrierekonsulent. Efter hver samtale sender du din udfyldte arbejdsplan til din karrierekonsulent.
"Min arbejdsplan" skal understøtte dit arbejde og din udvikling i forløbet, og sikre at du når de mål, du sætter dig undervejs, og som i sidste ende skal føre dig til dit næste job.
Workshop
Kommer du i betragtning til et workshopforløb, vil du opleve, at du i forløbet komme ud af din komfort-zone, og du bliver kastet ud i at gøre noget andet, end det du hidtil har gjort. Workshoppen varer 5 dage fordelt på 2-3 uger.
Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at skabe og sikre en god atmosfære, så det bliver nogle gode og trygge rammer at arbejde i. Vi vil medvirke til, at din viden, erfaring og kompetencer bliver bragt i spil. Vi vil lave nogle faste rutiner og ritualer, som skal være med til at skabe en rød tråd i løbet af dage. Hver morgen starter vi med fællessang. I løbet af dagen vil der være et fysisk break, det kan være i form af ’walk & talk’, en mindfullness-øvelse eller noget andet. Dagen slutter altid med tid til eftertanke og egen tid til refleksion over dagens indtryk.
Når du har deltaget i workshoppen, har du lavet en knivskarp faglig profil og kan præsentere dig selv med en elevatortale, der sidder lige i skabet. Du har fået en ny måde at skrive ansøgninger på, et nyt perspektiv på jobmuligheder og på egen jobsøgningsproces og sidst men ikke mindst, har du fået et nyt netværk.
Uddannelsesforløb i samarbejde med professionshøjskolen
Kommer du i betragtning til dette uddannelsesforløb, vil du skulle deltage i holdundervisning på Københavns Professionshøjskole.
Du vil blive klogere på udviklingstendenserne på arbejdsmarkedet og i den offentlige sektor, som kan være med til at kvalificere dine valg i din fremtidige jobsøgning.
Undervisningen vil veksle mellem dialogbaseret undervisning og gruppeøvelser, hvor man i fællesskab reflekterer over betydningen af de faglige temaer og peger på mulige fremtidsperspektiver. I alle aktiviteterne har du mulighed for at inddrage dine egne erfaringer og fremtidige jobønsker, således at der skabes synergi og viden på tværs af fagområder.
Fagligt kursus
Hvis vi kommer frem til, at et fagligt kursus er den rigtige løsning for dig, vil vi finde et kursus, der opkvalificerer dig i forhold til en bestemt retning eller et konkret job. Dette kursustilbud vil derfor være individuelt og variere fra deltager til deltager.
Er det noget for dig?
Hvis du synes, dette tilbud lyder som noget for dig, skal du sende en besked til os via Indbakken på Mit DSA, hvor du skriver, at du gerne vil komme i betragtning til forløbet Nyt perspektiv på dit arbejdsliv. Derefter vil du blive kontaktet af en af vores karrierekonsulenter.
Du kan ikke selv book forløbet her på hjemmesiden.
Hvor og hvornår
København: Opstart i uge 34
Odense: Opstart i uge 40
Aarhus: Opstart i uge 49
Samarbejdspartnere
Nyt perspektiv på dit arbejdsliv er et samarbejde mellem de fire a-kasser BUPL-A, Lærernes A-kasse, SL-A samt Din Sundhedsfaglige A-kassen. Du vil derfor i nogle af forløbene kunne møde medlemmer fra de andre a-kasser.
Jobplan og transport
Vi udarbejder i forbindelse med din deltagelse i kurset et oplæg til en jobplan til dit jobcenter. Jobplanen skal udarbejdes, så du får ret til at få dækket dine transportomkostninger efter gældende regler. Du er selv ansvarlig for at sikre den endelige aftale omkring jobplanen hos dit jobcenter. Du skal hurtigst muligt kontakte dit jobcenter.
Du skal være jobsøgende i perioden.
Baggrund for projektet
Projektet udspringer af et samarbejde mellem 4 a-kasser, DSA, BUPL-A, Lærernes a-kasse og SL-A, der er gået sammen om at søge midler til at igangsætte en særlig indsats for ledige medlemmer over 50 år. STAR har bevilget midlerne til dette projekt, der strækker sig over 2 år og kommer til at involvere ca. 300 medlemmer i alt. Et intensivt individuelt kontaktforløb med 8 karrieresamtaler kombineret med individuelle tilbud som fx en workshop eller et kursusforløb udgør indsatsen i projektet.
Fordelene ved at gå sammen på tværs af faggrupper er, at det kan bidrage til at give ny viden og inspiration om andre jobområder og måske tænke sig selv ind nye roller eller jobfunktioner.