Du har mulighed for at arbejde frivilligt og ulønnet uden, at timerne bliver trukket fra i dine dagpenge, hvis:
- Arbejdet udføres i Danmark
- Arbejdet skal være frivilligt og helt ulønnet. Får du et mindre honorar eller lignende, så fradrages hver arbejdstime
- Arbejdet ikke bliver udbudt som lønnet arbejde - heller ikke i lignende organisationer
Typisk er det arbejde i lokale sportsklubber, humanitære organisationer eller lignende frivillige foreninger, som opfylder betingelserne.
Hvis arbejdet normalt udbydes som lønnet arbejde, så kan du arbejde uden fradrag i op til 44 timer om måneden, uden at blive trukket i dine dagpenge. De resterende timer vil blive modregnet i dine dagpenge time for time. I den situation er der altså et loft over muligheden for at arbejde frivilligt uden fradrag, selv om du ikke får løn for din indsats.
Det er vigtigt, at du kontakter DSA, inden du begynder at arbejde frivilligt, så vi kan vurdere, hvilke muligheder du er omfattet af, og hvordan arbejdet påvirker udbetalingen af dine dagpenge.
Du skal udfylde denne blanket Erklæring om frivillig ulønnet arbejde og sende ind til os via Min Indbakke på Mit DSA. Så kontakter vi dig efterfølgende.
Frivillig på festival
Festivalerne skyder op over hele landet og mange af dem er afhængige af frivilligt arbejde for at få det hele til at hænge sammen. Er du ledig, er reglerne for frivilligt arbejde komplicerede, og der er mange undtagelser. Her er en gennemgang af de mest almindelige regler.
Hold ferie hvis du kan
Det er oplagt at holde sin ferie, hvis man skal på festival – både som gæst og som frivillig hjælper. Det kan man både gøre for sin egen optjente ferie og på feriedagpenge.
Frivillig på dagpenge
Hvis du er ledig, kan du i bestemte tilfælde arbejde som frivillig på festivalen og få dagpenge samtidig. Det kræver som udgangspunkt, at du kan overholde rådighedsbestemmelserne. Du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet som normalt under festivalen. Det vil sige dagligt tjekke din post, møde op til samtaler og andre aktiviteter, du er indkaldt til. Du skal også starte på job, hvis du bliver henvist til det - også hvis det sker under festivalen.
Hvis du får dagpenge og arbejder som frivillig, sker der som hovedregel ikke fradrag for de timer, du arbejder. Forudsætter arbejdet en særlig uddannelse som fx sygeplejerske, så kan du kun arbejde i fire timer uden fradrag. Resten fradrages i dine dagpenge. Det vil være tilfældet, hvis du arbejder som sygeplejerske på en mobil skadestue, som samaritter mv.
Hvis du arbejder i en salgsbod (tøj, sko mv.) bliver alle dine timer fradraget i dagpengene. Arbejder du i en madbod, der fx er drevet af en idrætsforening eller anden ikke kommerciel organisation, er der ingen fradrag i dagpengene. Er madboden til gengæld kommercielt drevet (Meyers madbod, Thai Lana mv.) vil alle dine timer blive fradraget.
Hvad gør du
Det smarte er som nævnt at søge ferie. Så kan du arbejde, alt det du vil på festivalen, og for hvem du vil. Er det ikke muligt, så skal du henholde dig til ovennævnte regler.