Pligter

Der er en række pligter, du skal overholde for at kunne modtage dagpenge, mens du er arbejdsløs.

Når du er meldt ledig på jobnet.dk og hos DSA, skal du gøre en aktiv indsats for at få nyt arbejde og holde kontakt til DSA og dit jobcenter.

For at have ret til dagpenge, skal du:
  • Følge din plan for jobsøgning og sende ansøgninger hver uge.
  • Søge alt arbejde, du kan varetage - få overblik med DSAjobsøger.
  • Være parat til at overtage arbejde med dags varsel.
  • Oprette CV på jobnet.dk og importere det til ’Mit DSA’ 24 timer inden CV-mødet dog senest 2 uger efter, du har meldt dig ledig.
  • Holde dit CV på jobnet.dk ajourført med de aktiviteter, du deltager i.
  • Opdatere din joblog på `Mit DSA` løbende. Din joblog skal til enhver tid være opdateret med de stillinger, du har søgt. Det er din dokumentation for, at du er aktivt jobsøgende.
  • Melde ferie 14 dage før, du afholder din ferie og sygdom på selve dagen, til DSA og dit jobcenter.
  • Møde op til samtaler og aktiviteter hos DSA og dit jobcenter.
  • Have bopæl og opholde dig i Danmark.
  • Læse din post hver dag og holde DSA orienteret om din e-mail adresse.
  • Kontakte DSA, hvis du planlægger aktiviteter eller vil arbejde på nedsat tid – enten som lønmodtager eller i selvstændig virksomhed.
Din jobsøgning

For at få dagpenge, skal du være aktivt jobsøgende. Det vil sige, at du skal sende ansøgninger hver uge på konkrete job, som passer til din profil og kompetencer. Du kan bruge DSAjobsøger til at få overblik over alle de sundhedsfaglige job, der er opslået på internettet.

Kravet om at være aktivt jobsøgende betyder blandt andet:

Aktiv indsats

Du skal gøre en aktiv indsats for at få et nyt job. Du skal først og fremmest søge job som aftalt med os i ”Min plan” og i ”Krav til jobsøgning”. Udgangspunktet er, at du skal søge på opslåede ledige job, men du skal også sende uopfordrede ansøgninger, kontakte arbejdsgivere og i det hele taget være opsøgende over for arbejdsgivere. Du kan også lægge dit CV ind på jobdatabaser og oprette jobagenter. Vi anbefaler, at du bruger DSAjobsøger, som er et nyttigt værktøj og udviklet specielt til dig.

Plan for jobsøgning

Du skal følge ”Min plan” for jobsøgning, som du aftaler med dit jobcenter. Planen for jobsøgning danner rammerne for din primære jobsøgning. Inden for disse rammer skal du søge alle de jobs, du kan varetage, også efter en kortere oplæring på arbejdspladsen eller et kursus.

DSA prioriterer, at din plan for jobsøgning er centreret om dit faglige område, så du hurtigst muligt kommer tilbage i et relevant sundhedsfagligt arbejde. Hvis der ikke er opslået job nok inden for dit fag og den geografi, som er aftalt i planen, skal du også søge arbejde, der ligger uden for planen.

Søg job

Du skal søge både fuldtids- og deltidsarbejde, fast arbejde og vikariater af forskellig varighed. Fuldtidsarbejde er 37 timer pr. uge. Er du deltidsforsikret, er grænsen 30 timer pr. uge. DSA anbefaler også, at du tilmelder dig et vikarbureau - eksempelvis på et af landets hospitaler.

Der må ikke være hindringer for, at du kan tage arbejde, fx må du ikke være syg eller mangle pasning til dit barn.

En dags varsel

Du skal kunne overtage arbejde med dags varsel - du skal altså kunne begynde at arbejde dagen efter, du finder arbejdet.

Transporttid

Du skal kunne overtage et arbejde, hvis det er nødvendigt for at få en ledig stilling besat med kvalificeret arbejdskraft. Det gælder i princippet, uanset hvor lang den daglige transporttid er. Der vil dog blive taget særlige hensyn til familiemæssige forhold.

Rådighedsvurdering

DSA vurderer hvorvidt, du står til rådighed for arbejdsmarkedet ud fra:

  • Årsagen til, du blev ledig
  • Omfanget af din jobsøgning
  • Pasningsmuligheder til børn
  • Transportmuligheder
  • Øvrige forhold, der har betydning for dine jobmuligheder.
  • Ledige stillinger

Vurdering af jobsøgningsaktivitet

DSA skal vurdere, om du har søgt et tilstrækkeligt antal job. Vi foretager vurderingen ved at sammenholde de krav til din jobsøgning, som du har aftalt med DSA, med de (din plan for jobsøgning) konkrete jobsøgningsaktiviteter, som du har skrevet i din joblog. Du skal som udgangspunkt søge job og opdatere din joblog på Mit DSA hver uge. Du skal også uploade det antal ansøgninger til din joblog, som du har aftalt med DSA. Som udgangspunkt skal du minimum uploade ansøgninger til din joblog på Mit DSA en gang om måneden.

Vi foretager vurderingen ud fra de jobsøgningsaktiviteter, du har skrevet i din joblog, de aftalte krav til din jobsøgning og udbuddet af ledige job på det arbejdsmarked, der er relevant for dig. Det er derfor ikke et bestemt antal jobansøgninger, der er afgørende for udfaldet. Det afgørende er, at du har fulgt aftalerne i "Min plan", søgt job som aftalt og at du i det hele taget har gjort en aktiv indsats for at få et nyt job. Hvis du ikke er tilstrækkeligt aktiv i din jobsøgning, kan du risikere at miste din ret til dagpenge. Du vil dog som oftest først få en periode på typisk fire uger til at bevise, at du søger tilstrækkeligt og står til rådighed for arbejdsmarkedet.

I denne periode skal du fremlægge alle de ansøgninger, du har sendt til arbejdsgivere som dokumentation. Efter perioden skal din tilknytning til arbejdsmarkedet vurderes igen. Hvis du slet ikke søger arbejde, søger meget begrænset eller ikke følger "Min plan" og kravene til din jobsøgning, risikerer du helt at miste din ret til dagpenge. Hvis det sker, kan du først få dagpenge igen, når du har arbejdet i 300 timer på 10 uger.

Vurderingen af din jobsøgning og rådighed for arbejdsmarkedet sker, når du skal til samtale hos din karrierekonsulent i DSA. Læs om samtalerne her. Herudover gennemgår DSA hver måned de job, du har skrevet i din joblog. Kan vi se, du ikke har overholdt de krav, vi har aftalt, om din jobsøgning, kontakter vi dig.

Hvis der ingen job er inden for dit område eller fag, skal du søge andre områder og stillinger. DSA hjælper dig med at komme i retning af dine jobønsker og sætter rammerne for din jobsøgning gennem din plan for jobsøgning. Planen udformer I sammen.

Når du kommer til samtale hos DSA, skal du kunne redegøre for dine jobsøgningsaktiviteter, ved at have opdateret din joblog. Alle jobsøgningsaktiviteter tæller med - men kun hvis du har anført dem i din joblog på Mit DSA. Vi anbefaler, at du også noterer, hvis du har talt i telefon med en kontaktperson på en arbejdsplads.

Læs DSAs gode råd til jobsøgning

Sygdom og rådighed

Hvis du er begrænset i din erhvervsevne på grund af sygdom eller handicap, udelukker det ikke i sig selv, at du kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det er fx i følgende situationer:

  • Hvis der er arbejdsområder, som du kan varetage, vurderer vi, om det er nok til, at du står til rådighed.
  • Hvis en lægeerklæring udtaler, at du har en arbejdsevne, selvom der er konkrete indskrænkninger i din erhvervsevne.
  • Hvis du i øvrigt har vilje til at overtage arbejde, hvilket bl.a. kan dokumenteres ved, at du søger job.

Kontakt os, hvis du har brug for at vide mere.

Din kontakt med os og dit jobcenter

I din ledighedsperiode indgår du i et kontaktforløb, der indeholder samtaler hos både DSA og i dit jobcenter.

Samtaleforløbet starter senest 2 uger efter, du er meldt ledig på jobnet.dk. Her vil du blive indkaldt til CV-samtalen ”Kickstart din jobsøgning” hos DSA. Ved CV-samtalen gennemgår vi dit CV på jobnet.dk og giver dig råd og vejledning om dine muligheder og pligter, mens du får dagpenge. Næste samtale er en jobsamtale, der foregår hos dit jobcenter.

Efterfølgende skal du til to rådighedssamtaler inden for det første halve år. Herefter mødes vi efter behov. Til gengæld skal du deltage i samtaler i dit jobcenter én gang hver måned i de første 6 måneder af din ledighedsperiode.

Når du er ledig, har du pligt til at møde op til samtalerne, medmindre du skal til jobsamtale hos en arbejdsgiver, skal på arbejde, er blevet syg eller holder ferie. I disse tilfælde skal du melde afbud til det sted, hvor du skal til samtale. Hvis du udebliver fra en samtale, kan du ikke få dagpenge fra den dag, samtalen skulle holdes og frem til det tidspunkt, hvor du kontakter DSA eller dit jobcenter igen.

Undgå udeblivelse

Vi oplever desværre en stigende tendens til, at ledige medlemmer mister dagpenge, fordi de undlader at holde sig til reglerne for, hvordan vi kan komme i kontakt med dem, og fordi de ikke overholder reglerne omkring samtaler med os og jobcenteret. Det er ikke DSA, som fastsætter reglerne, men vi administrerer inden for lovgivningen, og vi er derfor nødt til at drage konsekvenser, hvis reglerne overtrædes. Derfor har vi oplistet en række råd til, hvordan du sikrer dig, at du gør, hvad du kan for at overholde reglerne. Vi ønsker nemlig, at du kender til reglerne, så du undgår at komme i en kedelig situation, hvor du mister dagpenge.

Din post

Det er dit ansvar at sørge for, at din post når frem til dig. Husk følgende:

  • Alt post fra DSA sendes til din indbakke på Mit DSA. Du skal bruge dit NemID til at logge ind med. Har du ikke allerede NemID, skal du bestille det på www.nemid.nu.
  • Tilmeld dig e-mail og/eller sms advisering på Mit DSA, så du får besked, når der er nyt i din indbakke. Du tilmelder dig ved at gå ind på Mit DSA ➜ Indstillinger ➜ Tilmeld email/tilmeld sms.
  • Sørg for, at DSA har din e-mail adresse korrekt registreret og giv os besked, hvis du ændrer din e-mailadresse.
  • Tjek din e-mail dagligt.

Når du får post fra os eller jobcenteret

Du skal læse breve fra både jobcenter og fra DSA grundigt, så du forstår, hvor du skal møde op. Nogle gange skal du nemlig møde op begge steder. Selvom det kan virke underligt at have to møder om det samme, så skal du følge de anvisninger, du får i brevene.

Samtaler hos os eller jobcenteret

Hvis du bliver indkaldt til en samtale hos os eller jobcentret, men er forhindret i at møde op, så er det meget vigtigt, du overholder reglerne for at melde afbud. Ellers kan du blive registeret som ”udeblevet”, og det kan få konsekvenser med det samme eller senere, hvis du skal have dagpenge igen.

Hvis du er indkaldt til et møde, men har fået arbejde, så husk at afmelde dig på jobnet.dk og melde afbud. Ellers skal du møde op til samtalen hos os. Hvis ikke du får afmeldt dig eller givet besked, bliver du registret med en ”udeblivelse”, og det kan betyde, at du på et senere tidspunkt kan få problemer med at få dagpenge.

Bliver du syg, skal du kontakte jobcenteret, og så får vi også besked. Det skal ske inden din samtale. Hvis du først gør det efter, så registrerer vi dig som udeblevet.

Hvis du skal på ferie, men først fortæller os eller jobcenteret om det efter, at du er indkaldt til en samtale, så skal du møde op for at undgå at blive registeret som ”udeblevet”.

Hvis du skal på arbejde eller til jobsamtale på mødetidspunktet, skal du kontakte DSA inden for at undgå at blive registreret som ”udeblevet”.

Hvis du bliver forhindret i at deltage i mødet, fordi du har barn syg, skal du også huske at melde afbud inden. Du kan dog ikke få dagpenge på samtaledagen, fordi du ikke står til rådighed.